Placering: Am Schlosswall

Placering: Am Schlosswall

Udsigtsted: Am Schlosswall / Margarethenstrasse

1. Vandtårnet +

Det turkisfarvede vandtårn, kaldt „Blomstervasen“, der rager op over folkeparken, rummer op til 1,5 millioner liter drikkevand. Flensborgs vandtårn er et af byens vartegn på grund af sin usædvanlige form. Den blev taget i drift 1961 – som supplement til det gamle vandtårn på den modsatte fjordbred. I fællesskab sørger de to tårne for permanent vandtryk i det kommunale ledningsnet. Derudover byder vandtårnet i Volkspark på en af byens allerbedste udsigter. Fra dens offentligt tilgængelige platform i 26 meters højde kan de besøgende nyde udsynet ud over den danske kyst og Angels bakkelandskab. I det nærliggende boligkompleks „Wohnen am Wasserturm“ ved åen finder du en miniatureudgave af den grønne kæmpe.

2. Lautrupsbækkens dal +

Lautrupsbækken er nogle gange en rivende flod, andre gange en lille piblende strøm: Lautrupsbækken skifter alt efter, hvordan vejret er. Bækken blev i 1898 opkaldt efter Christian Lautrup, ejeren af en vandmølle i bydelen St. Jürgen. „Hans“ bæk slænger sig fra bydelen Tarup ud til Flensborg Fjord. Cykelstien langs bækken fører gennem skov og åbne grønne arealer. Om foråret mødes folk for at samle ramsløg på bredden af vandløbet. Der er endda en lille strand, der om sommeren indbyder til svømning og vandpjask. Efter en gennemført renaturering blev dalen omdannet til et af byens rekreationsarealer i 90erne. Før den tid var dalen indtil 1953 en del af ruterne for de offentlige trafiklinjer Flensburger Kreisbahnen og Kieler Eisenbahn.bronzeskulptur.

3. Skt. Jørgen Kirke +

St. Jürgen Kirkes tårn præger den østlige breds silhuet. Kirken, der blev bygget i årene 1904-1907, er opkaldt efter Skt. Jørgen hospitalet for syge, der led af lepra og pest; det havde befundet sig på dette sted siden Middelalderen. Murstenskirken er en af byens kulturelle mindesmærker. Ganske som i mange andre kirker langs kysten, er også denne kirke udstyret med to skibsmodeller. I det hele taget er de sengotiske loftshvælvinger et interessant og imponerende syn. Hele herligheden var imidlertid i fare, idet kirken blev lukket i år 2012: svamp i murene og statisk nedslidt. Heldigvis lykkedes det at genåbne kirken efter tre år i 2015, hjulpet på vej af engagerede donorer. Også hvælvingerne blev renoveret i stort omfang.

4. Fiskerihavnen fra 1872 +

Der drives ikke længere fiskeri i større omfang i Flensborg. Der er dog nogle, der jævnligt sejler ud. Deres hjemsted er den lille fiskerihavn på fjordens østbred – inklusive mini-strand, mini-museum og offentlige toiletter. Sidstnævnte er et yndet fotomotiv pga. de stemningsfyldte og humørfyldte tegninger. Fiskerihavnens fordums store anlæg er blevet reduceret til to bådebroer. Tilstrækkeligt til at huse de resterende kuttere med de typiske røde markeringsflag. Håndskrevne tavler informerer kunderne om dagens fangst, der sælges direkte i fiskerihavnen. Hvert år inviterer fiskeriforeningen ”Flensburger Fischereiverein von 1872” til byens mindste havnefest – hvor der selvfølgelig bydes på fiskeretter.

5. Gängeviertel - Kaptajnskvarteret +

Flatzbygang blev opkaldt efter en skibsbygger. Ravnsgang blev formodentligt opkaldt efter en fiskerøgeri-familie. Seemannsgang /Sømandsgang er ligesom selvforklarende. Alle gangene forløber i retning ned mod fjorden. Kort sagt: Dette var de søfarendes kvarter. Området omkring St. Jürgen Straßes nedre del kaldes i dag for Gänge- eller Kapitänsviertel (Gang- eller Kaptajnskvarteret). I de lave huse langs den brolagte gade boede først fiskere, derefter velhavende sømænd, og sluttelig kaptajner. Det smukke område er en seværdighed - især om sommeren, når stokroserne blomster langs de mange husmure. Ved nærmere eftersyn ses bl.a. en lille rejselysten hamster på en af murene - en kærlig hilsen fra en anonym Flensborg-kunstner. 

Guidet rundvisning i kaptajnens kvarter

6. Den store St. Jürgen trappe +

Mange tyskere tror, at Nordtyskland bare er et fladt landskab. Men den sidste istid har efterladt et bakket landskab, således at der er stejle skråninger på begge sider af Flensborg Fjord. En tur op ad Store St. Jürgen trappens 145 trin er en smuk oplevelse. 1897 blev trappen nævnt første gang som en ”trappegade”. I 1970erne begyndte en omfattende ombygning: Fjernvarmeledningen blev nedlagt under trappen, der dengang endnu var af en - skal vi sige - beskeden beskaffenhed. I dag kan de besøgende nyde den lille bjergbestigning langs med gamle vilde haver, der i 90erne blev omdannet til en grøn oase. Efter 60 meters højdeforskel kan trappebetvingerne trække vejret og nyde et skønt vue ud over byen og fjorden.

7. Goethe Skolen +

Goetheskolens motto er „Immer auf der Höhe“, noget i retning af ”altid på toppen”. På grund af skolens ophøjede placering på fjordens eksponerede østlige skråning, kan udsagnet aldrig modsiges. „Die Goethe“, som gymnasiet også kaldes, blev grundlagt i 1875 som landbrugsskole. I 1914 begyndte byggeriet af den nye markante skolebygning i Bismarckgade på byens østlige højder. Den blev bygget i Heimatschutzstil (hvilken svarer til den danske Bedre Byggeskik). Det nuværende navn fik skolen først i 1949 i anledning af digteren Wilhelm von Goethes 200 års fødselsdag. 2010 blev skolen et center for udvikling af begavede elever og 200-års 2011 „Europaskole“. „Die Goethe“ har ca. 600 elever. Ud over murstensbygningen med den markante kuppel, hører den tidligere Willy-Weber Skole og to idrætshaller med til bygningskomplekset.

8. Hafenspitze/Havnespidsen +

Egentlig er dette bare en sandet plet. Og når det er tørt og blæsende, så støver det her. Men tro mig - Havnespidsen er et yndet mødested. Her er plads til spil, leg, koncerter, små markeder, endda en skøjtebane. På molen står tålmodige folk og fisker. På brede trin langs vandet sidder de besøgende og nyder vejret, udsigten, stemningen, slikker en is og kigger på ænderne, der ordner fjerdragten i solskinnet. Alt imens de mindste får afløb for deres kræfter ved at tumle på legepladsen. Der er jo også det med fischbrötchen. En bolle med fisk, det hører sig til. Og den fås - blandt andre retter - i de mange store og små restauranter omkring fjordens hjerte. Udsyn over havet inklusive.